Historien Hus og stormflod

Historiens Hus er Omøs Lokalarkiv og Museum og holder til i et tidligere husmandshus fra 1860. Det er blandt andet også her I kan se en mindestue for Edith Nielsen, der var husets sidste ejer. 

Historiens Hus er omdrejningspunkt for mange aktiviteter, ligesom det ikke skorter på fortællinger om, hvad øboerne troede på af overnaturlige væsner og hændelser i gamle dage. 

De første novemberdage i 2006 står som et sort kapitel for Omø. Her blev øen – ligesom resten af Danmark – ramt af storm og en efterfølgende stormflod. 

Færgen skyllede op på land, mens 38 huse stod under vand, hvoraf flere blev totalskadet. Det betød, at en lang række familier måtte genhuses i op til fem måneder. 

Efter stormfloden gik øboerne straks i gang med at forsøge at få etableret et dige, der kunne holde vandmasserne ude, hvis en lignende hændelse skulle ske igen. 

Det 1. november 2014 – otte år efter stormfloden – blev fem diger indviet. Projektet kostede godt 10 millioner kroner. Digerne, der bugter sig gennem landskabet, er bestemt et besøg værd.  

Historiens Hus

Oplev Historiens Hus på Omø virtuelt.

Samarbejde