Vi byder på et skønt kvintet af hyggelige øer, hvor I virkelig kan komme ned i gear og opleve det rolige ø-liv. Øerne gemmer på smuk natur og dejlige oplevelser.
Book din oplevelse hjemmefra
Destination Sjælland byder på en skøn kvintet af hyggelige og charmerende øer, hvor I virkelig kan komme ned i gear og opleve det rolige ø-liv.
Agersø Mølle er en hollandske mølle fra 1892, der var i drift frem til 1959, inden den blev overdraget til Danske Møllers Venner og sidenhen blev til Agersø Møllelaug & Museumsforening.
Møllen er restaureret og møllevingerne kører, når det er muligt, ligesom frivillige sørger for at åbne i weekenderne i skolesommerferien. Agersø Mølle knejser flot med udsigt til blandt andet Agersø Havn.
Under krigene med England i begyndelsen af 1800-tallet anlagde kong Frederik den 6. en række batterier og skanser, der skulle forsvare Sjælland. Et af dem blev anlagt på Agersø i 1808 for at forsvare Omøsund.
I dag peger kanonerne på Agersø Skanse stadig mod vandet, og I kan næsten fornemme den fortættede krigsstemning fra dengang, når I besøger området.
Er I friske på en gåtur, kan I besøge Helleholm Fyr, der rager 12 meter op i luften. Det første fyr blev oprettet i 1846, mens det nuværende fyr er opført i 1900 og er stadig i funktion.
På vej ud til Helleholm Fyr er der rig mulighed for at nyde Agersøs natur, der både byder på et rigt fugleliv og gode fiskepladser.
På den hyggelige Agersø Havn kan I besøge Agersø Røgeri, hvor der jævnligt ryges alt fra fisk og kød til kartofler og landbrie. Er der ikke gang i den tidligere smedjes tre store murede røgovne, kan I stadig forsyne jer med de røgede lækkerier fra kølemontren på Ankerpladsen.
Agersø Kirke er en relativt ny en af slagsen. Den blev opført i 1872 og er bygget af røde sten. Kirken er tegnet af arkitekt I. D. Herhold, der også prægede Grundtvigskirken i København.
Kirken er åben alle dage fra solopgang til solnedgang og bestemt et besøg værd, den er smuk, lys og spartansk indrettet.